Valg til Falcks Personaleforenings bestyrelse 2026
Afstemningen foregår online her på denne side fra den 1. februar 2026 kl. 09:00 til den 28. februar 2026 kl. 09:00


 

Martin Bolt Brinkmann.

Martin Bolt Brinkmann Paramediciner, Middelfart Mit navn er Martin Bolt Brinkmann. Jeg er 49 år gammel og har tre ”store” børn. Bor i Odense og er ansat ved Falck i Middelfart. Jeg startede i Falck i 1999 i Ejby og blev efter endt elevtid ansat på st. Otterup efterfulgt af st. Odense – indtil det famøse udbud i Region Syd, hvor jeg blev ansat i Responce Kolding. Nu har jeg været i bestyrelsen i otte år, de seneste tre år som formand. Jeg synes stadigvæk, arbejdet i Personaleforeningen er både vigtigt og interessant. Jeg føler selv, at jeg har meget mere at byde ind med. Jeg vil gerne fortsat være med til at sikre både stabilitet og udvikling i vores unikke forening. For mig handler det om at holde fast i det, der virker, og være åben for nye ideer, når de kan gøre noget godt for fællesskabet.

Per Kühnell.

Per Kühnell PST-redder, Næstved Jeg startede i Falck 1/1 1985 på St. Vesterbro og er efter 40 år havnet på St. Næstved, hvor jeg kører som PST Redder. Jeg har kørt alt undtagen brand, hovedsageligt ambulance efter røropdelingen. Har været i bestyrelsen i Falcksport i 15 år, de 13 som kasserer. Efter en pause på fire år, blev jeg valgt ind i Personaleforeningens bestyrelse i 2022. Jeg sidder i PR udvalget, i Gaveudvalget og i Velfærdsudvalget, hvor jeg blev formand i forbindelse med generalforsamlingen 2025. Det er utroligt givende at være med til af forvalte Velfærdsmidlerne fra Falck, så de kommer alle ansatte til gode. Jeg er utroligt glad for at være i bestyrelsen og deltage i det arbejde, der ligger i det! Så jeg stiller selvfølgelig op til endnu en periode på fire år!

Sonny Madsen.

Sonny Madsen VSR-redder, Ringsted Arbejder som VSR-redder på station Ringsted, hvor jeg har været ansat siden maj 2007. Først som autoredder og siden som sværvognsmand. Jeg har været en del af Personaleforeningen i 12 år ud af de 18 år, hvor jeg har været ansat i Falck. Gennem alle årene i Personaleforeningen har jeg været en del af Feriehusudvalget, hvor jeg har lagt størstedelen af mine kræfter. I dette udvalg har jeg været med til at forbedre vores feriehuse i form af fornyelse/istandsættelser, køb/salg osv. Alt sammen for at gøre vores medlemmer glade og tilfredse, når de holder ferie/weekend i foreningens feriehuse. Jeg er meget stolt af at have fået lov til at være med i så mange år, og det er efterhånden blevet en del af mit DNA. Jeg føler ikke, jeg er færdig med at yde denne frivillige indsats endnu. Håber meget på at kunne fortsætte med at være med til at gøre en forskel for mine Falck kolleger. Hvis I sætter jeres kryds ved mig, får I en kollega, der er engageret, energisk og en kollega med et fortsat drive til at kunne gøre en forskel for alle medlemmer af Falcks Personaleforening.

Erling Astrup Jensen.

Erling Astrup Jensen PTR-redder, Hjerm Jeg er en erfaren redder på 67, gift med Ulla (tidligere Falkoline). Vi har 2 piger og 5 børnebørn. Erfaring i Falck Jeg begyndte som områderedder i Hornslet i april 1979 – kom så til Grenå og siden Silkeborg, også som redder. I 1986 blev jeg vagtmester (Silkeborg), og i 1990 flyttede jeg til VC Ikast og var der, til den lukkede i 1994. Jeg var tillige fællessikkerhedsrepræsentant for vagtcentralmedarbejderne. I 1994 gik turen så til VC Struer, hvor jeg fungerede som vagtmestersupervisor. I 2002 blev VC Struer lagt sammen med VC Skive, hvor jeg også var vagtcentralsupervisor. I 2003 søgte jeg ind til Arriva Tog som lokofører og var der til 2023. I marts 2023 blev jeg igen ansat i Falck, denne gang som PTR-redder og fungerer som sådan nu. Motivering Jeg stiller op til bestyrelsen i personaleforeningen, fordi jeg gerne vil bidrage til et stærkt fællesskab og en god trivsel på arbejdspladsen. Jeg brænder for at skabe aktiviteter og initiativer, der samler kollegerne og styrker samarbejdet på tværs. Med mine kompetencer inden for Falck og Arriva og mit engagement i kollegiale relationer ønsker jeg at være med til at udvikle en personaleforening, hvor alle føler sig inkluderet, hørt og repræsenteret.

Kasper Noesgaard.

Kasper Noesgaard Paramediciner, Falck Lemvig Jeg har været ansat i Falck siden 2009, og har altid været i ambulance-røret. I dag er jeg paramediciner i Lemvig og bosat i Vemb nær Holstebro. Jeg er single og uden børn, og jeg har gennem årene brugt en stor del af min fritid på bestyrelsesarbejde – både i de lokale Falckstationsbestyrelser (kaffekasser) og i Vemb Borger og Erhvervsforening. Ydermere har jeg været Tillidsrepræsentant for kollegaerne i Lemvig. I min fritid dyrker jeg motionsboksning og fitness, og jeg lægger vægt på at holde mit hjem pænt og velplejet. Jeg rejser gerne til sydens sol et par gange om året, og derudover er jeg frivillig i en rejseforening for ældre og bevægelseshæmmede. Jeg er ordensmand, der trives med at planlægge, skabe struktur og arrangere ting, der giver værdi for mine kollegaer. Det giver mig energi at se en idé blive til virkelighed – uanset om det er en fest, en aktivitet eller et initiativ der styrker vores sammenhold. Hvis I vælger mig, får I en kollega, der værdsætter alle – uanset station, funktion eller titel. Ingen er vigtigere end andre. Vi er ét fællesskab. Jeg brænder for sammenhold, og for at vi skaber gode oplevelser sammen – også udenfor arbejdstiden.

Copyright. 2016.
FALCKS PERSONALEFORENING · Sivlandvænget 2 · 5260 Odense S · Telefon 66 19 20 45 · fp@falckpf.dk